Folkesjælssamfund - Leif Davidsen


>Folkesjælssamfund - Leif Davidsen<

Læsere, som kun kender Rusland, fra nyhedsmediernes flimrende strøm, men ønsker at komme ind under huden på det russiske folk, bør gøre sig selv en tjeneste og læse en ny bog af en kender, forfatteren og journalisten Leif Davidsen. Selv er han formentlig næppe nået til bunds i den russiske folkesjæl og da slet ikke systemet, der bedst er at sammenligne med et kinesisk æskesystem. Der er altid et lag mere.

Leif Davidsens seneste bog er en personlig beretning om et lands forvandling - fra de to despoter Lenin og Stalin til Khrusjtjov, der brændte kirker og knuste opstanden i Ungarn, Brezjnev, der maste det tjekkoslovakiske forår og Andropov, der fortsatte linjen. Det samme gjorde Tjernenko, der var forkalket allerede da han overtog tøjlerne. Mikhail Gorbatjov løsnede nok båndene, men også han brugte volden som middel mod oprørske mindretal.

Boris Jeltsin blev den første folkevalgte leder, men cementerede sin magt ved at lade kampvogne beskyde Den Øverste Sovjet.

Hermed når vi frem til i dag, hvor Vladimir Putin skylder sin store valgsejr det andet Tjetjenien-feltog.

Om Putin siger forfatteren, at den tidligere oberstløjtnant i KGB virker demokratisk, men kender magtens spil, også de beskidte dele af det. Men der er også tegn på, at han ser sig selv som brobygger mellem den blodige fortid og en kommende demokratisk fremtid.

Leif Davidsen er ikke alene en glimrende skribent. Hans store styrke er at kombinere spændingshistorier og politisk analyse.

I 1980 blev han sendt til Moskva af DR. Begyndelsen på et langt ophold. 20 år efter genså han landet, der i mellemtiden var blevet til Rusland, på en flodrejse med skibet Dostojevskij - fra Moskva til Perm, området med de frygtede Gulag fangelejre.

Turen danner rammen om denne rejsedagbog, bygget op som en roman. Fortid og nutid, personligt og politisk blandes i en mosaik, der tegner et fascinerende billede af et lands forvandling fra supermagt til nationalstat, fra kommunisme til kapitalisme.

Bogen er samtidig et gevaldigt spark bagi til de danske kommunister og intellektuelle, der lovpriste Sovjet.

Der er absolut intet at rose - ud over den menige russers gæstfrihed og venlighed. Et land bygget på blod og skeletter. Nazisme og kommunisme er hinandens forvrængede spejlbilleder. Et uland - med atomvåben. Og trods sin størrelse et bruttonationalprodukt på størrelse med Hollands.

Kunstnere:

TSTuZzTuXTu
UCvWy6Az8x8WseY
Wpqjitxoxckxwer-Birthe kjær