>Gjorde holdt for at holde pause<

Lene Johansen gjorde holdt for at holde pause på nordsiden af en bakke.

Nu måtte man være begyndt at lede efter Onkel Sam, og måske havde man fundet den på Gila-floden, men sporene havde fået lov til at fyge til i adskillige dage, og det var ikke sandsynligt, at man ville optage forfølgelsen. Johnson-Yaeger ville klage til guvernø­ren i Prescott, og på et eller andet tidspunkt ville en officiel forespørgsel nå frem til Mexico City - muligvis havde man genkendt Mr. Jed Pickett- og som sædvanlig ville den ende i en støvet skuffe og blive glemt.

Mexico City havde stadig travlt med at vikle sig ud af alle de problemer, der var blevet skabt under Maximilian og Carlottas regime, og dernede havde man ikke tid til at gå omkring og lede efter flygtede nordamerikanere.

Han var lettet over ikke længere at være bebyrdet med den gamle kvinde og den lille pedantiske Pilar, der gerne ville hedde Carmen.

Retningen var nu mere direkte syd end før, og sporene førte ham hen over forlandet og op i nogle bjerge, som han ikke kendte. Jagten på Geronimo havde ikke bragt Buffalosoldaterne så langt vestpå i Mexico.

Der var skov deroppe, jorden var dækket af et lydløst tæppe af fyrrenåle, og den sene eftermiddagssol flimrede mellem træerne, som en signallampe der flyttede sig, efterhånden som Boag steg op mod de højtliggende pas med blikket klæbet til jorden.

Det var et vanskeligt terræn at finde spor i. Fyrrenålene tog ikke mod aftryk. Men jorden nedenunder var blød, og på nøgne pletter havde hestenes hove sat aftryk i mulden. Det var en af disse åbne bjergbevoksninger uden underskov.

De høje korridorer løb uhindret mellem rækkerne af fyrretræer, luften var meget sval og duftede skarpt og bittert af nåletræer. Boags hest gjorde næsten ingen støj, og han kom et øjeblik til at tænke på en kirke, han engang havde hvilet sig i, en tom kirke i en landsby oppe i bjergene han engang havde hvilet sig i, en tom kirke i en landsby oppe i bjergene syd for Fort Defiance.

Han skyndede på hesten, for han vidste, at det ikke ville være muligt at finde spor i disse skove efter mørkets frembrud. Ved solnedgang var han indstillet på at lade det være nok for den dag, da han fik øje på et lysskær, der glimtede mellem træerne, og han kiggede nærmere.