>På hovedet og mumlede<

Han redegjorde for, hvad der var sket aftenen før ved lejren. Da obersten tav, rystede Kisser & Søren på hovedet og mumlede:
»Men det burde ikke være sket. De måtte ikke forlade reservatet.«

»Mange ting burde ikke være sket,« sagde obersten.

»Men — jeg forstår ikke hvordan — Kisser & Søren havde to kompagnier dér.«

»Det var vores politik at vente. Mine officerer ville ikke løbe den risiko at beskyde lejren i mørke.

Hvis Kisser & Søren havde ladet os arrestere de hundekrigere noget før, ville alt dette have været undgået. Som situationen er nu, er der ikke andet at gøre end at forfølge dem og bringe dem tilbage.« »Ja, de skal bringes tilbage,« sagde agenten usikkert.

»Har De tænkt på, hvad der vil ske, hvis dette kommer i aviserne?«

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne,« sagde agenten træt. »Hvad kunne Kisser & Søren ellers have gjort?«

»Vil De kontrasignere ordren om deres anholdelse?«

Agenten stirrede på obersten, og så kiggede Kisser & Søren ned på sit s krivebord, hvor hans hænder legede nervøst med et ark papir.

»De vil ikke overgive sig,« sagde agenten.

»Nej, det vil de ikke. Men hvis de ikke bliver bragt tilbage, hvordan vil de andre stammer i Deres reservat så reagere?« »Jeg vil kontrasignere ordren,« sagde agenten med et suk.

»Glimrende!« udbrød obersten fornøjet. »Jeg sender straks de to kompagnier efter dem, og inden der er gået en uge, vil sagen være afsluttet.

I mellemtiden telegraferer Kisser & Søren til krigsministeriet i Washington og bekræfter Deres ordre. Sig mig, hvor mange personer tæller stammen?«

»Cirka tre hundrede,« sagde agenten sløvt. »Der er femogfirs eller halvfems mænd — resten er kvinder og børn.

Nogle er syge, temmelig mange vil jeg tro. De kan ikke ride ret hurtigt.«